Video og animation

Her kan du finde hjælp til at producere videoindhold, der afspejler Dansk Industris visuelle identitet og tone of voice. Du får konkrete retningslinjer for indhold, formater, grafik, lyd og platformstilpasning i Premiere Pro. Målet er at sikre genkendelighed, høj kvalitet og et udtryk, der engagerer modtagerne dér, hvor de er.

Tone of voice

Vi kommunikerer med en klar og konstruktiv tone, der understøtter vores værdier og skaber tillid – også når vi arbejder med video. Samtidig er vi bevidste om, at forskellige platforme har forskellige målgrupper og formål. Derfor tilpasser vi både tone of voice og indhold, så det matcher konteksten og engagerer modtageren bedst muligt.

LinkedIn

Tone of voice: Faglig, inspirerende og tillidsvækkende.

Kommunikation: Del indhold med høj faglighed og relevans – cases, trends, indsigter, Dansk Industris ekspertise og syn på dagsordenen. Tænk i korte formater (max 60 sekunder) med en tydelig pointe.

Instagram

Tone of voice: Uformel, autentisk og konstruktiv.

Kommunikation: Indhold skal enten berige, underholde eller bevæge. Brug storytelling, grafiske virkemidler og menneskelige vinkler. Undgå støj og overforklaring – vis frem for at forklare.

di.dk

Tone of voice: Informativ, løsningsorienteret og professionel.

Kommunikation: Indholdet skal være brugervenligt og direkte. Videoer kan fungere som et informativt supplement til tekst – fx til at forklare ydelser, præsentere værktøjer, introducere services eller dele medlemmernes erfaringer.

Videoformater og platforme

Forskellige platforme stiller forskellige krav til format og skærmbrug.

For at sikre den bedst mulige visning og brugeroplevelse skal videoens format matche den kanal, den vises på.

Her ser du de formater, vi anbefaler til de mest brugte platforme.

Bemærk at der skelnes mellem organisk og betalt indhold.

Visuelle elementer
Thumbnail

Thumbnails skal tydeligt afspejle videoens vinkel og indhold, så seeren med det samme forstår, hvad videoen handler om. Det er en fordel at bruge mennesker, der har øjenkontakt med kameraet, da det skaber en stærkere forbindelse og øger engagementet.

Eksempel: Thumbnail øverst til højre mangler øjenkontakt for at henvende sig til publikum. Thumbnail nederst til højre har øjenkontakt og er et flot billede, men grafikken (navneskilt) forstyrrer. Grafik skal kun indgå i thumbnail, hvis det er med til at afspejle videoens vinkel og indhold, som det er vist i eksemplet til venstre.

Logo på video

Når videoer lægges på di.dk, tilføjes der automatisk et vandmærke (det lilla DI-logo i øverste venstre hjørne). Derfor anvender vi ikke et gennemgående logo eller vandmærke i selve videoindholdet til web – hverken som overlay, i thumbnails eller som fast designelement.

Det samme gælder på sociale medier som Instagram, LinkedIn og YouTube. Her deles videoerne fra DI’s officielle profiler, hvor afsenderen tydeligt fremgår via navn og profilbillede.

Et gennemgående logo eller vandmærke i videoen er derfor unødvendigt og kan forstyrre det visuelle udtryk.

Bemærk: Logoet må dog gerne indgå i de animerede elementer (Se intro-/outro-grafik længere nede)."

Titel på Instagram

På Instagram bør thumbnail på reels også inkludere en kort og skarp titel placeret på en DI-boks. Boksen skal være i en af DI’s farver, mens fonten altid skal være DI Sans Regular i hvid.

Layoutet bør holdes simpelt og overskueligt, så thumbnailen hurtigt kan aflæses uden for mange forstyrrende elementer. Farve og placering på boksen tilpasses det konkrete billede, det vigtigste er, at teksten er letlæselig med høj kontrast.

Eksempel: Her er et eksempel på, hvorfor kontrast er vigtigt. Samme titelskilt er brugt i to forskellige sammenhænge: Til venstre er det let læselig, fordi kontrasten til billedet er høj. Til højre drukner titelskilt i den mørke farve fra menneskemængden – her kunne man med fordel have rykket skiltet op i himlen eller valgt en lysere farve.

Grafiske elementer til Premiere Pro

Vi benytter altid undertekster på videoer med tale. Undertekster skal altid bruge fonten DI SANS Regular i hvid og være centreret horisontalt (henvisning til download af font). For at sikre læsbarhed skal underteksterne have en sort stroke på 1, og underteksterne må aldrig stå på mere end to linjer ad gangen – så hellere splitte sætningen op.

Tekstens placering og størrelse afhænger af videoens format.

1920x1080 og 3840x2160

Undertekster skal placeres nederst (bottom align text) med en font-størrelse på 60.

1080x1920 og 1080x1350

Undertekster skal placeres øverst (top align text) med en font-størrelse på 55.

Intro-grafik

I videoer til web eller YouTube kan det være en fordel at inkludere en intro (enten fra start eller efter anslag), der slår videoens vinkel fast og skaber en rød tråd i det visuelle udtryk. 

For videoer til sociale medier er det oftest helt modsat. Her skal seerne fanges i de første sekunder og her kan et introskilt tage dyrebare sekunder. Derfor er anbefalingen, at man sikrer sig at have titelskilt på sin thumbnail i stedet (se anvisninger ovenfor). 

Outro-grafik

Alle videoer skal afsluttes med animationen af DI’s logo for at sikre genkendelighed og en ensartet visuel identitet.

Outroens varighed og udformning kan tilpasses konteksten, så at videoer på tværs af huset får Dansk Industris logo-animation (eksempel til venstre) og branchefællesskaber får deres logo-animation (eksempel til højre, her med DI Energi).

Du finder det animerede logo for både DI og branchefællesskaberne på pressefoto.di.dk

Navneskilte i Premiere Pro

Navneskilte består af en aflang DI-boks med en linje til navn og en linje til titel i DI Sans Regular-font placeret oven på. Navneskiltene er designet i forskellige længder, så de kan tilpasses navnets størrelse og sikre et harmonisk visuelt udtryk. Både farve og placering af navneskilt kan justeres, så de passer til den specifikke video. Dette giver fleksibilitet, samtidig med at designet forbliver inden for de fastlagte retningslinjer.

Du kan finde standardskabeloner til navneskilte og intro-grafikker i MOGRT-filer på pressefoto.di.dk.

De skal hentes ind i Adobe Premiere Pro via Graphic Templates → Install motion graphic template → vælg fil → find filen i din local templates folder → indsæt på tidslinje/sekvens. Skabeloner til navneskilte kommer i tre forskellige formater (4:5, 9:16 og 16:9) både som højre- og venstrestillet, og du kan rette i længden og farve under Properties i din menu til højre.

Vær opmærksom på, at grafik-filerne til 16:9 er lavet til 3840x2160 px (4K), så hvis du har en almindelig 1920x1080 px (HD) tidslinje/sekvens, så skal du nedskalere grafikken til 50 procent i Effect Controls.

Musik og lyddesign

Lyd er en vigtig del af vores identitet og fortælling. Den er med til at understøtte vores budskaber og skabe genkendelse hos medlemmer og andre interessenter. Ligesom med billeder, skal lyde spejle virkeligheden og det samfund, vi er en del af – med afsæt i den hverdag, de udfordringer og de temaer, vi arbejder med.

Vi stræber efter at indfange de ægte og umiddelbare øjeblikke i samtaler, interviews og reportager. Lyd skal føles ærlig og nærværende – ikke poleret og kunstigt. Vi foretrækker naturlige stemmer, realistiske lydmiljøer og spontane interaktioner frem for dramatiske speak eller overdreven redigering.

Musik i video

Musik spiller en vigtig rolle i vores lydunivers og er med til at sætte stemningen og understøtte fortællingen i vores produktioner. Musikken skal matche tonen i indholdet og styrke den samlede oplevelse – uden at tage opmærksomheden fra budskabet.

Vi har et katalog af underlægningsmusik, som er tilpasset DI’s lydidentitet (henvisning). Her finder du blandt andet signaturlyde og jingler, der fungerer som afslutning (lukker) eller som afdæmpet underlægning i videoer. Disse lyde er udviklet for at skabe genkendelighed, men de passer selvsagt ikke til alle produktioner, derfor er her nogle retningslinjer, når der skal findes underlægningsmusik:

- Musik skal bruges til at understøtte budskaber, ikke overdøve

- Musikken må ikke virke dominerende eller forstyrrende

- Undgå dramatisk eller manipulerende lyd

- Brug reallyd, når det giver mening

Lydniveauer

For at sikre en professionel og behagelig lytteoplevelse skal lydsporene balanceres korrekt.

Tale – fx voice-over eller interview – skal altid være tydelig og i forgrunden.

- Peakniveau bør ligge mellem -12 dB og -6 dB,

- Med et gennemsnit typisk omkring -9 dB.

Baggrundsmusik skal understøtte, ikke overdøve:

- Ved ren musik: -30 dB til -20 dB, afhængigt af stemning.

- Under tale: -25 dB til -20 dB – og må aldrig overdøve stemmen.

Lyd skal opleves balanceret, naturlig og behagelig – ikke for dramatisk eller dominerende.